Her i 2021 overvejer de færreste nok at trække netværkskabler rundt i hele huset for at skabe et hurtigt hjemmenetværk. De fleste kaster sig hellere ud i trådløse Wi-Fi netværk. Det er også umiddelbart nemmere og rigeligt til almindelig internet surfing, men når det drejer sig om overførsel af større mængder data mellem computerne i huset, HD/4K/ 8K video streaming og lavere ping tider (hurtig respons i f.eks. online gaming), udnyttelse af hurtigt Coax/Fiber internet m.m., så begynder det trådløse netværk ofte at komme til kort. Især i de rum, hvor Wi-Fi signalet er knapt så godt.
Med gigabit LAN – 1000 Mbps – kommer der virkelig fart på hjemmenetværket! Så taler vi pludselig om overførselshastigheder mellem computere, medieafspillere og netværksdrev på hele 50-60 MB per sekund, og endda mere. Så er det pludselig ikke længere netværket som sætter begrænsningerne, men derimod den tilsluttet hardware!
Sådan booster og forlænger du nemmest dit hjemmenetværk
Dette er et eksempel på en simpel opsætning. Vi har to computere og begge tilsluttes til en Router via netværkskabel. Ældre og billigere routere kan typisk ikke overføre mere end max. 100 Mbps via den indbyggede 4-port switch. Dette vil dog typisk stadig være mere stabilt end trådløs Wi-fi opkobling.
Ældre PC’ere har måske også kun 100Mbit netkort indbygget, som kan levere en maksimal hastighed på 11-12 MB per sekund. Det er langt hen af vejen nok til at streame musik og film (HD 720p/1080p), men når det kommer til overførsel af flere gigabytes data på kortere tid og/eller udnyttelse af en hurtig internet forbindelse (Coax/Fiber), er det selvfølgelig ikke optimalt.
Når du læser PC annoncer, skal du derfor være opmærksom på følgende: “Ethernet” betyder typisk 10 Mbps (10BASE-T), “Fast Ethernet” er 100 Mbps (100BASE-T), og “Gigabit Ethernet” er 1000 Mbps (1000BASE-T). Gb LAN, Gigabit LAN og lignende betegnelser betyder det samme. Nyere computere vil i dag være udstyret med Gigabit netværkskort.
Vores to maskiner er her af nyere årgang, og har derfor også Gigabit netværkskort (max 1000 Mbps) samt hurtige SSD harddiske indbygget. Flaskehalsen ligger dermed nu enten i bredbånds routeren (max 100Mbps) og/eller internet/Wi-Fi forbindelsen eller evt. eksisterende Switche og kabler. For at øge/udnytte netværk hastigheden er vi derfor nødt til at kigge på én af disse løsninger:
- Erstatte Routeren med en bedre, som er udstyret med Gigabit switch.
- Købe en løs Gigabit switch og tilslutte begge computere + Router til denne.
- Supplere eksisterende router med én/flere routere (accespoint) med gigabit switch for også at udvide Wi-Fi dækningen.
Løsning 2 vil oftest være den billigste løsning! Ikke mindst fordi mange typisk får deres Router leveret fra internet udbyderen, så det kan give nogle tekniske udfordringer at erstatte/supplere den med en egen indkøbt Router.
En D-Link/Linksys/ZyXEL/TP-Link 8-16 ports Gigabit Switch (Se hos Proshop eller Wattoo.dk) i 250-700,- lejet opfylder de flestes behov. Undgå de billigste modeller, men ikke nødvendigt at gå op i de helt dyre switches, med mindre man forventer meget samtidig høj trafik og/eller ønsker PoE (Power over Ethernet = Strømføring i kablerne).
Ældre switches har typisk et ret højt strømforbrug – 10-30W er ikke ualmindeligt. Så en ny god switch kan hurtigt tjene sig ind i strømbesparelse, da de typisk kun bruger ganske få watt og stort set intet uden trafik.
Ganske nemt at sætte et netværk op
Switchens opgave er ganske enkelt at fungere som et vejkryds. Man tilslutter blot sine netværksenheder og der kræves absolut ingen konfiguration – blot et netværkskabel imellem enhederne. Det vil fortsat være Routeren som tager sig af at tildele IP adresser til computerne og få dem online osv. Routeren kræver heller ikke ændringer i opsætningen, når man tilføjer en Switch til hjemmenetværket.
Vupti! – så er hastigheden mellem de to computere i teorien nu op til 10-doblet. I praksis vil man ofte kunne forvente 5-6 gange hurtigere end før.
Hastigheden mellem Switchen og Routeren er stadig max 100 Mbps (hvis routeren ikke har Gigabit switch/porte), men da det jo kun er internet-trafikken som går igennem routeren, er det typisk rigeligt for de flestes internet forbindelser. Har du hurtigere Coax/Fiber internet vil routeren fra udbyderen typisk også have Gigabit switch, men det trådløse Wi-Fi er sjældent det bedste i disse.
Denne løsning er også egnet til at få bedre og hurtigere netværk i større huse / flere etager, da man ved at trække et enkelt netværkskabel mellem internet Routeren og til en Switch på f.eks. første salen får udvidet sit hjemmenetværk.
Løsning 3: Til switchen kan man så ligeledes tilslutte endnu en Dual-Band trådløs Router / Accespoint (Se hos Proshop eller Wattoo.dk), og dermed opnå et væsentlig bedre trådløs Wi-Fi dækning, fremfor at skulle transmittere igennem vægge/etageadskillelse. Her slår man så typisk DHCP fra i de ekstra routere (så den første hoved router tildeler IP adresserne), og Wi-Fi SSID og adgangskoder laves ligeledes identiske med hoved routeren. Vælg en Router med support for 801.11ac (Wi-Fi 5) og evt. nyeste 802.11ax (Wi-Fi 6) standard. (Se ligeledes artiklen om udfordringer med Wi-Fi Netværk her)
Den store udfordring – netværkskablerne!
Mange er nok rimelig tilbageholdende med at trække netværkskabler rundt i huset, da det jo indebærer noget planlægning og arbejde, hvis det også helst skal se godt ud. Der findes dog diverse kabel skjulere på markedet, så det kan sagtens gøres relativt diskret, uden at skulle løbe inde i væggene.
Tager man sig til takke med at bruge trådløst netværk (Wi-Fi), så kommer man ikke i praksis op omkring gigabit hastigheder – heller ikke selvom man har hurtigt Coax/Fiber internet.