Harddisk (også disk, fastpladelager, baggrundslager) er et digitalt lagringsmedie – og en almindelig brugt betegnelse for disk. Da den diskenhed en pc er udstyret med, er anbragt i et kabinet (sammen med andre enheder), benyttes betegnelsen også fejlagtigt for kabinettet med indhold.
Note: Betegnelsen er opstået i pc-verdenen som en modsætning til floppydisk. Pc’erne kunne på et vist tidspunkt fås med pladelager (hårde skiver) imod tidligere kun at være udstyret med disketter (5.25″ eller 8″ bløde skiver).
En harddisk består af 1-6 magnetiske plader, der bruges til opbevaring af data i binær form. Harddisken har et læsehoved til at læse og skrive data, og (i moderne harddiske) en “voice coil” til at drive læsehovedet hen over diskene. En harddisk er ligeledes non-volatil, hvilket betyder, at alle data bibeholdes selvom computeren er slukket.